Finca Laberinto

FINCA LABERINTOS HISTORIE

FINCA LABERINTO I 70' OG 80'ERNE

FRA SPANSK TIL DANSK 

Finca Laberinto har med sine over 150 år været på spanske hænder indtil 1978, hvor danske Sisse og Laurids Larsen købte fincaen, som dengang kun kunne nås ad smalle grusveje fra Cómpeta og videre ad en smal sti fra vejen. Fincaen bestod i 1978 og i årene fremad kun af en mindre del af hovedhuset med køkken i det lille værelse mod nutidens poolområde. Køkkenet kunne kun tilgås udefra, og den tykke væg mod trappen er det tidligere ildsted. 

Sisse og Laurids boede i Finca Laberinto i lange perioder og udover tilføjelse af et rigtigt toilet til den primitive finca, plantede og podede de en stor del af mandel- og oliventræerne, som nu vokser på grunden. Træerne består af Marcona mandler (dronningmandler) med den fineste smag af marcipan plus området lange mandler, Commune mandlerne.

Tidligere blev den store sydvendte grund også anvendt til vindyrkning. På grund af jorden beskaffenhed dyrkes dog ikke længere vin på fincaens grund, men en del af vores naboer dyrker stadig Moscateldruer på deres marker.

Da vi købte Finca Laberinto i 2010 var grunden et ufremkommeligt vildnis af brombærkrat og bambusplanter. Pepe, vores spanske nabo, har hjulpet os med at rydde op på grunden og på den måde synliggjort alle de skatte, som vi har fået med i købet i form af fine store frugttræer og hele to brønde, og vi nyder meget at gå rundt på arealet.

FINCAENS MANGE NAVNE

Muntert spansk/dansk møde i 1970'erne i Finca Laberinto, som dengang hed Cortijo Minguez efter den tidligere spanske ejer. Da huset var på spanske hænder, hed det Cortijo Margarita, eller blot Cortijo Ita.

Navnet, Finca Laberinto, kom til i 00'erne, hvor huset var ejet af et engelsk par, som ligesom tidligere ejere, også tilførte huset et rum eller to ekstra. I dag er fincaen en spændende labyrint af rum fordelt på mange niveauer, som man i de første dage nemt farer vild i.

PEPE OG URTEHAVEN

Vores venlige spanske nabo, Pepe, har haft sin gang i Finca Laberinto siden barnsben, og han kommer her stadig. Som barn hjalp han sin familie med bl.a. druehøsten.

I dag passer han familiens gård og dyr på toppen af El Cerro, hvor Finca Laberinto også ligger. Desuden dyrker Pepe alle sæsonens grøntsager i Finca Laberintos urtehave, ligesom hans bedsteforældre gjorde, da jorden her, modsat resten af jorden på grunden, er meget muldrig. Vores gæster kan frit hente grøntsager fra urtehaven til dages salatskål. 

Vand er vigtig i det tørre Andalusien, og vandet til urtehaven kommer fra fincaens overdækkede brønd, som Pepe i sin barndom rensede ved at krybe ned i den. Brønden er i dag renoveret efter Pepes anvisning med bl.a. et bassin foran og bambustag. 

Før området blev beriget med kommunalt vand gav denne brønd foruden vand til bedsteforældrenes urtehave og Finca Laberinto, også vand til dalens beboere. Brønden giver også vand om sommeren, og der var dengang rigeligt til alle. I dag giver den desværre mindre end tidligere, og brugsvandet i Finca Laberinto er også kommunalt.

©2025 Finca Laberinto Alle rettigheder forbeholdes - Drevet afLodgify